Franquin, André
André Franquin, kendt som blot Franquin (født 3. januar 1924 - død 5. januar 1997) var en belgisk tegneserieforfatter og -tegner. Franquin var en af de mest betydningsfulde aktører i den belgiske tegneseriekultur. Han skabte Vakse Viggo og Spirillen og arbejdede fra 1947 til 1969 med tegneserien Splint & Co.I 1946 blev den unge Franquin en del af holdet bag Le Journal de Spirou. Jijé, der på dette tidspunkt selv tegnede de fleste serier i bladet, tilbød Franquin at overtage serien Splint & Co. fra Rob-Vel, som oprindeligt skabte Splint. Franquin takkede ja, og med ham som tegner voksede seriens succes de kommende årtier. Franquins arbejde med serien forvandlede Splint & Co. til den vigtigste serie hos forlaget Dupuis. I begyndelsen bestod serien af korte, humoristiske en-sides historier, men Franquin udarbejdede efterhånden længere og længere historier, hvor humoren dog stadig havde den første plads. Albummet "Trolddom og champignoner" fra 1950 er den første længere Splint & Co.-historie (57 sider). Indtil da havde Splint, Kvik og egernet Spip været de eneste gennemgående figurer i serien. Nogle af de mest markante figurer, der spiller afgørende roller i flere album, er Greven af Champignac, som første gang dukkede op i denne historie. Spirillen og Kviks onde fætter Sante, som man begge møder for første gang i "Arvestriden" fra 1951 og Zorglub, der optræder første gang i 1959 i "Z som Zorglub". Franquin arbejdede som regel alene indtil 1958. Da indledte han et samarbejde med Greg og Jidéhem i forbindelse med historien "Buddhas fange". Franquin tegnede figurerne, mens Greg skrev manuskriptet og Jidéhem tegnede baggrundene. Samarbejdet fortsatte i flere albums. I løbet af 1960'erne blev Franquin mere og mere optaget af en anden figur, som han selv skabte i 1957, Vakse Viggo. Albummet "Ballade i Champignac" blev Franquins sidste bidrag til Splint & Co., og Franquin brugte derefter hele sin tid på sin egen serie, Vakse Viggo, der udkom i form af humoristiske en-sides historier. Hans sans for kulsort humor blev i særlig grad forløst i albummet "Sorte streger", som er fyldt med morbide gags og meget, meget sort tegneseriesatire.Originalværker af André Franquin er i dag meget svære - for ikke at sige umulige - at opdrive. De fleste af hans originaler befinder sig i museumssamlinger eller hos stenrige private samlere i Frankrig og Belgien. Det sker, at et værk sættes på auktion, og så er der garanti for salgspriser på mange hundrede tusinde kroner. Det er desuden forbløffende svært at opdrive originalgrafik af Franquin - så de fleste samlere må nøjes med usignerede tryk. Her er der heldigvis lidt mere at vælge mellem.

