Davis, Phil

Den amerikanske serieskaber Phil Davis (født 4. marts 1906 i St. Louis, Missouri - død 16. december 1964) er tæt forbundet med sit hovedværk - avisserien "Mandrake" - på engelsk "Mandrake the Magician". Phil Davis studerede kunst på Washington University Art School og arbejdede samtidig for det lokale telefonselskabs reklameafdeling. I 1928 blev han ansat som reklametegner på St. Louis-Dispatch, og derefter leverede han illustrationer til et stort antal publikationer. I 1933 skabte han sammen med forfatteren Lee Falk avisserien om "Mandrake the Magician" til King Features Syndicate. Den startede som dagstrip 11. juni 1934 og som søndagsside i februar 1935. Under Anden Verdenskrig arbejdede Davis for flyfabrikken Curtiss-Wright og illustrerede bl.a. instruktionshæfter til A-25bombemaskinerne. I denne periode assisterede hans kone, modetegneren Marsha Davis, ham på Mandrake. Phil Davis' meget letaflæselige og simple tegnestil vandt mange beundrere - bl.a. filmskaberne Federico Fellini og Alain Resnais. Efter Phil Davis' død i december 1964 blev Mandrake-serien overtaget af Fred Fredericks, stadig til manuskript af Lee Falk. Comicart.dk vil holde et vågent øje med gode eksempler på denne klassiske amerikanske avisserie, der fortjener sin fremtrædende plads i historiebøgernes gennemgang af de mest populære comic strips.