Nielsen, Peter V.

Den danske billedkunstner Peter Vilhelm Nielsen debuterede i 1981 på Kunstnernes Sommerudstilling. Han arbejder med akvarel og collage. Han er medlem af flere udstillingsgrupper og han har udstillet i forskellige sammenhænge i Danmark, Frankrig, Finland, Belgien, Tyskland, Litauen, Sverige og Italien. Peter Vilhelm Nielsen arbejder ofte med større sammenhængende temaer som for eksempel Prüfstand VII, der handler om udviklingen af V2 raketten under anden verdenskrig eller Akvarelmaskinen, der er rammen om eksperimenter med utraditionel anvendelse af akvarelmediet. Se flere temaer på hjemmesiden www.petervnielsen.dk. Peter V. Nielsen er kendt for en utraditionel tilgang til akvarelmaleriet. Hans malerkunst spænder fra akvareller, der nærmest er malet i en fortidig guldalderstil, til akvareller der har struktur som collage med stempler, spraymaling, og opklæbning af andre akvareller eller fotos. Han blander akvarelteknik og collageteknik af forskellige materialer uden hensyn til billedfladens begrænsning. Han tilhører således en generation af kunstnere, for hvem akvarel er et medium på linje med mange andre, som egner sig til eksperimenter. Det er ikke bare malerkunsten der spænder over forskellige udtryk. Billederne rækker også fra den natur vi befinder os i, til den kultur vi bevæger os i. I 2006 blev Peter V. Nielsen af det ansete franske tidsskrift Pratiques des Arts udnævnt til at være blandt Europas 50 bedste akvarelmalere. Peter V. Nielsen har også været omkring tegneserier i flere omgange - idet tegneseriemotiver er integreret i hans akvarelcollager. Han underviser til daglig på Aalborg Universitet, og han er medlem af bestyrelsen for Nordisk Akvarelmuseum i Sverige, og medlem af redaktionskomiteen for tidsskriftet ”Akvarellen”. Han skriver om danske og internationale kunstnere i diverse kunsttidsskrifter.Litteratur om Peter V. Nielsens billeder: Grünberger, T. og A. Wallin, Akvarellmåleri – historia och teknik, ICA Bokförlag, Sverige, 2002. Stare, J., Peter Vilhelm Nielsen, Akvarellen, Nr. 3, Sverige, 2003. Benoist, L., 50 Maitres de L’aquarelle, Pratique des Arts, Hors-Serie No 6, 2006, Frankrig. Abstrakte Udtrækninger, Dansk Kunst 07, 2007